I anledning af at Donald Trump netop har annonceret, at han stiller op til præsidentvalget i USA, giver vi rabat på UHØRT! Idéhistorien læser Trump. Bogen består af 17 bidrag, der hver for sig giver deres bud på, hvordan en af verdenshistoriens store tænkere (fra Platon over Thomas Hobbes, Karl Marx og Hannah Arendt til Judith Butler) ville have forstået Donald Trump.
Anden udgave af UHØRT har let opdaterede tekster og et nyt forord.
“Massemedier og sociale medier har skabt en øjeblikkelig, uendelig live-kommentering, hvor hvert ord, tweet og handling vendes, drejes, gøres til et meme, kommenteres, kritiseres hver dag hele dagen. Det er én måde at begribe sin tid og sin situation. Vi foreslår at tilføje en anden måde, der går lidt langsommere. En måde, der ikke har nuet, men historien som ramme. At læse Trump idéhistorisk er én måde at forholde sig til nutiden på, en måde, der insisterer på, at nutiden bare er det sidste øjeblik i en historie, et nu, der venter på at blive et dengang, og at alle de tidligere nutider, der nu er fortid, har noget at sige os i dag og om i dag.”
Sådan skriver Mikkel Thorup i forordet til UHØRT — idéhistorien læser Trump.
Magasinet Atlas skrev om UHØRT!, at der er tale om “… to bøger i en: 17 korte indføringer i de tænkere, som læsningerne tager udgangspunkt i, og 17 forståelser af Donald Trump. Den er godt og ikke for akademisk skrevet, og det er tydeligt, at Baggrund vil nå ud over universiteternes mure med deres første udgivelse. Det fortjener de også at komme, for UHØRT er på alle mulige måder en anbefalelsesværdig bog.”