UDGIVELSE: Baggrunds Kabinet Objekthistorier FOKUS: Historien til forhandling Internetarkivet

Nationalstaten blev født sammen med det nationale museum

c77e522fe0

FOKUS: MUSEUM ‘EUROPA’ – Det europæiske landskab er dækket med museer. Den europæiske kultur er en museumskultur: Vi indsamler, kategoriserer og udstiller i et forsøg på at forstå vores fortid, os selv og den verden, vi lever i. Baggrund undersøger de europæiske museer, museets historie og den museumskultur, som har været med til at forme det moderne Europa.

Efter Den Franske Revolution blev staten frem for kongen grundlaget for nationalstaten. Det borgerligt dannende museum voksede frem samtidig og skulle skabe sammenhængskraften i de nye stater.


 

Museet opfattes traditionelt som en holdningsneutral formidlende institution, men har altid været brugt til dannelsen af befolkningens nationale, klassemæssige og faglige identitet. Museet eksisterer ikke i en tidslomme, men i en given historisk sammenhæng. Den grundlæggende skabelse af nationalidentiteten som en legitimerende sammenhængskraft i samfundet har sine rødder i 1800-tallets offentlige nationalhistoriske museer og kunstmuseer, der indførtes ved de europæiske nationalstaters dannelse. Det offentlige museums rolle som oplysere af det såkaldte demokratiske subjekt, folket, blev for alvor etableret.

Museets grundlæggende formål er at skabe en dybere forståelse for udvalgte genstande og den kontekst, de repræsenterer. Men et lige så vigtigt formål er det formende gennem mødet med genstandene; hvad enten mødet er kendetegnet ved fremmedgørelse eller identifikation, former subjektet samtidig et billede af sig selv som individ og i tilhørsforhold til en bestemt gruppe.

 

Værn mod den republikanske trussel

Ideen om det borgerligt dannende museum har sin ideologiske baggrund i oplysningstiden og de liberale ideer, der udsprang af den Franske Revolution. Staten frem for kongen, blev grundlaget for de borgerlige nationalstater, der voksede frem i slutningen af 1700-tallet og starten af 1800-tallet. Folket skulle ikke længere ses som undersåtter til en konge, men som ejere af staten. De offentlige kunstmuseer, der opstod i denne historiske kontekst, var udtryk for denne ideologi, og museet fik rollen som beskytter af statens magt.

Offentlige museer blev oprettet overalt i Europa og som et svar på den ideologiske trussel fra den Franske Revolution. Ved at skabe fortællingen om at nationen og staten var i centrum, undgik andre konger den franske kongefamilies skæbne.

Carol Duncan og Alan Wallach definerer den type museer, der opstod, som ‘Universal survey museums’: museer, der indeholder ikonografiske programmer, en programmeret oplevelse, der sætter den besøgende ind i rollen som den ideelle borger, et medlem af et idealiseret folk og arving til en civiliseret fortid. Det offentlige museum skulle fortælle nationens historie og institutionalisere et sæt borgerlige og nationalistiske værdier. Som eksempel fremhæves Louvre, der i nationens interesse skulle bevise, at ‘France is the true heir of classical civilization.’

Museet kom på denne måde til at afspejle eller kropsligøre staten og statens ideologi.

 

Det borgerligt dannende museum

Det liberale akademiske borgerskab i København forstod museets formende formål og brugte museerne til at skabe et borgerligt historisk fundament. De borgerlige kræfter havde siden slutningen af 1700-tallet forsøgt at opnå politisk magt, men manglede historiske argumenter. Liberale idealer om individ, udvikling og fremskridt erstattede enevældets patriotiske, kongecentrerede historiesyn og gjorde plads til et ’folkeligt’, nationscentreret historiesyn.

I 1800-tallet etableredes den offentlige museumsinstitution, hvorigennem de borgerlige kræfter forsøgte at skabe et kulturelt hegemoni. Det var danskernes nationale fællesskab, der skulle udstilles og begrundes historisk. Med ordene ,,Folket er til lovgiverne, som et barn er til en forælder,” illustrerer sociologen Tony Bennet denne form for folkeopdragelse.

Også Nationalmuseet var i sit udgangspunkt i starten af 1800-tallet tænkt som et borgerligt dannende museum. Følgende blev skrevet i forbindelse med museets 200 års jubilæum: ,,Med ideen om et Nationalmuseum fulgte håbet om, at den ’uvidende befolkning’, der var blevet latterliggjort af Ludvig Holberg, kunne løftes op på et højere moralsk trin og hjælpes til en bedre adfærd. Museet skulle altså både danne og uddanne, oplyse og opdrage. I dag er Nationalmuseets officielle mission, at alle skal have adgang til kulturhistorien.”

 

Folkets plads på museet

Efterhånden blev bondekulturen også integreret som en del af den danske kulturarv, og Nationalmuseets genstande fra nyere tid blev karakteriseret ud fra begreberne ”bondestand” og ”højere stand”.

Dette udsprang af 1800-tallets kulturkamp mellem bønderne i Venstre og borgerskabet i Højre. Tony Bennet peger på, at bondekulturens indtog kan ses som ‘folkets’ nyvundne tilstedeværelse på museet, men snart blev bondekulturen en del af den såkaldte ‘backward-looking romanticism’. Ifølge historikeren Lene Otto indeholdt bondekulturen en særlig rodfæstelse med stærk autenticitet og tæt beslægtet med oldtiden (som ansås som værende Danmarks guldalder) og derfor var velegnet til skabelsen af den national identitetsdannelse.

Bondekulturen ansås først som en decideret modkultur, men da den var kommet for at blive, blev den opslugt og underlagt det herskende historiesyn og de kulturkonservative borgerlige dyder. Lighederne mellem dem blev dyrket, for at bondekulturen ikke skulle blive et nyt perspektiv, men blot en subkultur underlagt majoritetskulturen. Den danske arbejderklasse, som i slutningen af 1800-tallet var både stærkt fagligt og politisk organiseret, blev derimod ikke repræsenteret.

I en tid præget af sociale revolter og spirende arbejderkampe blev museet, kulturformidlingsinstitutionen, brugt til at opdrage arbejderklassen til at blive ordentlige samfundsborgere. Sociale problemer skulle afhjælpes gennem borgerlige værdier indlagt i adfærdsmæssige koder. Museet blev indrettet på en sådan måde, at det var imødekommende over for befolkningen, men samtidig således, at man blev formet efter samfundets krav til offentlig opførelse.

Museets normer kom til at indeholde en række koder, der aspirerede til ordentlig opførsel, fortæller Tony Bennet: Ingen bandeord, ingen spytten, ingen slåskampe, ingen spisning, ingen skotøj og ingen gambling.

Gennem et citat fra James Silk Buckingham viser han videre hvordan museet opfattes som et mechanical arrangement til moralsk opbyggende tiltag, på lige fod med biblioteker, offentlige forelæsninger, kunstgallerier – instrumenter til forbedring af menneskets indre liv, ligesom luft, plads og sundhed er det for det fysiske helbred. Den scenografiske opstilling repræsenterede de borgerlige normer: ,,I det borgerlige verdensbillede var familien, intimitet og arbejde i centrum, og det var også essensen i disse visuelt fortællende opstillinger.”

Fortællingen om den moderne mand som resultatet af en teleologisk udviklingsproces frem mod det ideelle samfund blev bærende i den borgerlige dannelse. Begrebet civilisation blev lig med den højere kultur, som borgerskabet repræsenterer.

 

Kulturarvsbegrebet på museum

De offentlige museer, som igennem 1800-tallet blev etableret, var stærkt tilknyttet skabelsen af nationalstaten og ideen om en national identitet. Det borgerligt dannende museum tjente nogle helt klare politiske og ideologiske formål, der udsprang af de nationalliberale tanker fra den Franske Revolution.

Den dannelse, man tilstræbte, var et udtryk for de borgerlige dyder og normer, og var rettet mod de nederste klasser. Man kan se det som et civiliseringsprojekt. Den brede befolkning blev kun repræsenteret i det omfang, den kunne understøtte den ideologiske teleologiske historiefortælling.

At udvælge og skrive historier om vores fortid, har altid været en ideologisk og politisk kampplads. I dag har museet endnu ikke formået at bryde med sin egen historiske rolle som politisk legitimerende kraft i samfundet. Selvom det er på tide at museet kommer på museum, er det langt vigtigere at sætte kulturarvsbegrebet på museum og italesætte den identitetsdannende rolle, som begrebet idag udfylder. Museet fungerer stadig som en underliggende platform for statens identitetspolitiske projekt, men museets rolle skal idag ikke ses som værende central på samme måde som tidligere, i dag har kamppladsen tillige rykket sig ind i de lovgivende ministerier og ud i uddannelsessektorens kanoner. Den tidligere kulturminister Marianne Jelved indkapsler det identitetspolitiske projekt med ordene:

,,De første offentlige museer i Vesten blev etableret ud fra forestillingen om at uddanne befolkningen til at blive gode, dannede og oplyste borgere. Museerne blev skabt på baggrund af oplysningstidens humanistiske værdier og med ønsket om udvikling af en nationalfølelse. Museer har med andre ord altid været dannelsesinstitutioner i samfundet. Men hvordan kan dannelse forstås i det 21. århundrede? Nu hvor vi ikke længere kun skal oplyses og dannes til at være nationalborgere, men også til at være unionsborgere og verdensborgere?”

Albert Scherfig og Charlie Krautwald er redaktører på Forlaget Nemo og medforfattere til ‘Brødrene Nielsen – Breve fra Den Spanske Borgerkrig’. Dette er en genredigeret udgave af artiklen “Museets rolle som samfundslegitimerende institution ved nationalstatens fødsel,” bragt i antologien “Heritage is commoning” på Forlaget Nemo.