Efter finanskrisens udbrud i 2008 steg interessen for Karl Marx og hans forfatterskab – en interesse, som også er kommet til Danmark. Marx fik en omfattende virkningshistorie idet en lang række tænkere i begyndelsen af den 20. århundrede brugte Marx’ tænkning i politiske, akademiske og sociale sammenhænge og til en konstant stillingtagen til og kritik af den aktuelle situation. Denne række af marxistisk-inspirerede tænkere, der var afgørende for udviklingen af vore dages human- og samfundsvidenskaber, er efter murens falds kommunismeforskrækkelse i en vis grad forsvundet ud af læseplanerne på universiteterne og fra den offentlige bevidsthed. Men der er, med den fornyede interesse for Marx, en idé i at genbesøge denne levende tradition. En ny antologi forsøger at gøre netop dette.

I november 2008 meldte det tyske forlag Dietz udsolgt af det seneste oplag af Karl Marx’ økonomikritiske hovedværk Das Kapital. Finanskrisen, som samme år for alvor satte ind, startende med krakket på den amerikanske bank Lehman Brothers den 15. september, gav anledning til en bred fornyet interesse i kapitalismekritik i almindelighed og Marx’ økonomikritik i særdeleshed. Måske ikke så mærkeligt eftersom Marx nok er den mest betydningsfulde kapitalismekritiker nogensinde og et stærk symbol på modstand mod kapitalismen (selvom Marx analyserede en markant anden form for kapitalisme end den vi lever i i dag).

Marx og den marxistiske tradition er dog andet og langt mere end kapitalismekritikken. Det er en konstant kritisk stillingtagen og forholden sig til det samfund man lever i og et forsøg på at forstå, forklare og overskride det utilfredsstillende heri (en tilstand som ofte netop er kapitalismen). Marxismen har altid været en levende tradition, der gennem hele perioden fra Marx selv og frem til i dag har formået at berøre nogle af de helt fundamentale forhold skabt i og af det moderne samfund: forhold mellem social handling og social objektivitet, mellem aktør og struktur, mellem filosofi, ideologi og økonomi og endelig forholdet mellem teori og praksis. Den marxistiske tradition har med sine unikke formuleringer, genformuleringer og forsøg på at besvare disse spørgsmål vist at den er i stand til at forny sig efterhånden i takt med de samfundsmæssige forandringer. På den måde rummer både Marx og marxismen et kritisk potentiale, der ikke er historisk forældet, men netop hele tiden har forandret sig i takt med de historiske betingelser, hvor der har været gjort brug af den – og været brug for den.

Man kan skelne mellem fire grundelementer i Marx’ forfatterskab – fire grundelementer, som på mange måder går igen i hele den marxistiske tradition: økonomikritikken, som først og fremmest udfoldes i hovedværket Kapitalen; ideologikritikken, som klarest udtrykkes i Den tyske ideologi; historieforståelsen (som også udtrykkes i de to nævnte værker); og sidst, men bestemt ikke mindst, det politiske engagement, som mest berømt udtrykkes i Det kommunistiske manifest.

Pointen er, at selvom det centrale omdrejningspunkt for Marx er økonomikritikken og analysen af kapitalismen og den politiske økonomi, så udspringer hans interesse herfor fra hans observationer af og harme over de politiske tilstande, den voksende elendighed og den voksende kapitalisme han observerer i England (og hele Europa) på sin tid. Det er dén politiske indignation, der fører til økonomikritikken. Ideologikritikken skal tilsvarende forstås som et forsøg på kritisk at analysere paradokset i, at der ikke reflekteres over tingenes tilstand, selvom den har skabt stor forarmelse og elendighed. Hvorfor findes denne tilstand uforanderlig og endda fornuftig?
Historieforståelsen er også et forsøg på dels at forstå hvad der adskiller kapitalismen fra tidligere tiders samfund, men  også hvordan kapitalismen opstod – hvorfor det var muligt at den kunne opstå og dermed også hvorfor det var netop denne samfunds- og produktionsform, der kom til at blive den dominerende. Dette er nogle af disse elementer, som går igen i den marxistiske tradition og som har været med til at give den teoretiske og praktiske dybde, der gjorde at den kunne bidrage i et væld af forskellige retninger og discipliner.

Tyskland, Rusland og Kina

Marxismen er altid blevet til i en social, politisk og økonomisk kontekst og de teoretiske analyser ofte har været direkte involveret i politiske kampe ser vi i tiden lige efter Marx død (1883). Her blev diskussionen af Marx for alvor taget op i 2. Internationale som fra 1889-1916 var en organisation af europæiske socialist- og arbejderpartier. I Tyskland førte diskussionerne her til oprettelsen af historiens første masseparti, det tyske socialdemokrati (SPD). I skabelsen af partiet og i partiets første år, var der store diskussioner mellem særligt tre fløje repræsenteret af Eduard Bernstein, Karl Kautsky og Rosa Luxemburg. Store spørgsmål som forholdet mellem parti og bevægelse og mellem reform og revolution spillede en afgørende rolle: hvad var socialdemokratiets rolle, som arbejderparti, i til arbejderklassen, og hvordan var det muligt at skabe en overgang til socialismen? Skulle det være gennem aktiv deltagelse i det parlamentariske arbejde og kamp for reformer som gjorde forholdende bedre for arbejderne, eller skulle der arbejdes for en revolution som ville omstyrte det bestående samfund og overdrage ejerskabet over produktionsmidlerne til arbejderne? Eller begge dele? Var et parlamentarisk arbejde og kamp for reformer ikke bare en udsættelse og forlængelse af det kapitalistiske og uretfærdige samfund?

Et andet markant skel inden for partiet kom til udtryk omkring første verdenskrig, hvor socialdemokratiet endte med at godkende krigsbevillinger og dermed sende millioner af arbejdere i krig for at slå andre arbejdere fra andre lande – deres brødre – ihjel. Diskussionerne og udlægningerne af Marx og hans tænkning var således både udledt af, men også dybt influerende, på disse afgørende diskussioner om de politiske partiers rolle og for politiske anvisninger til arbejder- og fagbevægelsen.

Det samme var i høj grad tilfældet i Rusland, hvor særligt Lenin og Trotsky stod over for problemet med at skabe socialisme ud fra et ikke-industrialiseret og agrart samfund. Ifølge den traditionelle udlægning af Marx’ teori kunne socialismen kun udvikles på baggrund af et industrialiseret samfund. Men kunne man i det russiske tilfælde springe dette trin over og så at sige hoppe dette historiske udviklingstrin over? Også her var Marx’ teori igen til forhandling i konkrete overvejelser over politiske forhold, i dette tilfælde en mere eller mindre dogmatisk læsning af den historiske materialisme som er forestillingen om, at historien udvikler sig gennem nødvendige stadier. Teorien måtte ifølge Lenin og Trotsky udvikles i lyset af den konkrete situation man nu stod i. I Rusland særligt i forholdet mellem det industrielle Europa og det agrare Rusland; Ruslands rolle som det første led i kæden af en verdensrevolution; og hele diskussionen om hvorvidt det var muligt med ’socialisme i ét land’, eller om socialismen kun var mulig hvis de europæiske lande også slog ind på en socialistisk vej – og hvordan skulle man i så fald løse det problem?

Mange af de samme overvejelser gjorde sig gældende i Kina og hos Mao. Kina var også overvejende et agrarsamfund, der skulle lave springet til socialismen, men samtidig var Kina kulturelt endnu længere væk fra det industrialiserede Europa end Rusland havde været. Maos tanker var således i høj grad et opgør med den økonomiske sovjetmarxisme, der lagde stor vægt på den økonomiske udvikling og den økonomiske basis som det afgørende for udviklingen, og Mao lagde i særlig grad vægt på betydningen af kulturen og behovet for en revolution her (således ’kulturrevolutionen’). Ydermere blandede Mao de marxistiske tanker og den økonomiske sovjetmarxisme med inspirationer fra kinesisk og østlig kultur, hvilket samtidig illustrerer tilpasningsevnen og det kreative aspekt ved den marxistiske tankegang.

Pointen her er langt fra et forsvar for de totalitære regimer, som udviklede sig i Rusland og Kina, men blot at sige, at marxismen aldrig kun været en bestemt teori, som var givet én gang for alle. Marx er blevet brugt i et væld af sammenhænge og i helt konkrete politiske situationer, hvor teorien hele tiden har været til forhandling med lokale kontekster og tænkning for at producere noget nyt som har efterladt sig spor i historien.

Det samme var i høj grad tilfældet i Europa og på universiteterne.

Skoledannelse og teoretisk kamp

En af de mest kendte skoledannelser i den marxistiske tradition er nok den kritiske teori eller Frankfurterskolen, som opstod i Frankfurt am Main i Tyskland omkring Institut for Socialforskning i 1920’erne. Frankfurterskolen blev en af de vigtigste inspirationskilder til den kritiske forskning på universiteterne samt, gennem Herbert Marcuse, til studenteroprøret og ungdomsbevægelserne i slutningen af 1960’erne og 70’erne over hele Europa og i USA. Kendetegnende for det man kunne kalde ’universitetsmarxismen’ og som i modsætning til den mere direkte politiske omsætning af Marx vi så ovenfor var, at den ikke udelukkende var meget kritisk overfor tilstandene i Sovjetunionen (det der blev kaldt ’den virkelig eksisterende socialisme’), men også at de helt udelukkede partipolitisk tilslutning. Det var dog stadig en tænkning, der var dybt engageret i Marx og i en kritik af det kapitalistiske samfund. Helt afgørende var det netop, at det var en kapitalisme, der så afgørende anderledes ud end på Marx’ tid, eller som i hvert fald havde fået inkorporeret nogle nye træk og elementer, såsom masseforbrug, ’forbrugerisme’, tv, reklamer, Hollywood-film, popmusik, i det hele taget en stor kulturindustri. Denne industri blev af Max Horkheimer og Theodor Adorno analyseret i det meget indflydelsesrige og herostratisk berømte værk Oplysningens Dialektik, og var generelle temaer for både dem begge såvel som for andre medlemmer af Frankfurterskolen som f.eks. Walter Benjamin og Herbert Marcuse.

Universitetsmarxismen var på den ene side akademisk i den forstand, at Marx i langt højere grad blev behandlet som tænker og som filosof end som økonom(kritiker) eller politisk involveret og på den anden side akademisk i den forstand, at den kritiserede selve den akademiske verdens, universiteternes og tænkningens forhold til kapitalismen og dermed til at bidrage til at opretholde de eksisterende undertrykkende forhold. Kort sagt for at være ideologi. Dertil kom også i høj grad et perspektiv på Marx som en filosofisk tænker i en tradition, først og fremmest i forhold til G. W. F. Hegel, samt at tænke Marx i forhold til og sammen med nyudviklinger indenfor den teoretiske verden, særligt psykologien og Sigmund Freud og sociologien med Max Weber.

Universitetsmarxismen i Danmark

Universitetsmarxismen, som Frankfurterskolen var en del af, var en tradition som skulle blive særdeles indflydelsesrig. Den er fortsat til inspiration for mange nuværende tænkere og udgør på mange måder udgangspunkt for det grundlæggende tankegods på mange universiteter og deres undervisere.

I Danmark var den nok mest kendte og udbredte skole- og teoridannelse den kapitallogiske skole, eller blot kapitallogikken, som havde sin højborg på idéhistorie ved Aarhus Universitet og fandt sin største repræsentant i Hans-Jørgen Schanz og sit vigtigste teoretiske og grundlæggende værk i hans værk Til rekonstruktionen af kritikken af den politiske økonomis omfangslogiske status fra 1973. Ifølge kapitallogikken var den kritiske teori i Frankfurterskolen blevet alt for bredt appliceret og dens begreber var blevet for analytisk svage. Svaret blev at vende tilbage til Marx – den økonomikritiske Marx – for derigennem at rekonstruere de analytiske begreber. I dette teoretiske arbejde mente man også at finde frem til en historiefilosofi hos den ældre Marx som stod i skarp kontrast til den historiske materialisme. Hele den marxistiske tradition havde således ifølge kapitallogikerne fejllæst Kapitalen gennem et historisk materialistisk filter. Ved at vende tilbage til den oprindelige økonomikritik og de analytiske begreber heri kunne man for alvor finde ud af hvordan og hvor langt den marxistiske analyse og kritik kunne drives. Det var på den måde et rent teoretisk foretagende – ohne Theorie keine Revolution (uden teori ingen revolution), som man sagde. Heri lå der også en vis forestilling om akademikernes rolle i en udvikling mod et bedre samfund.

Hvorfor denne tradition?

Men hvorfor er det så relevant at genbesøge denne tradition i en antologi som Marxismen efter Marx? Pointen med at fremhæve den store tradition indenfor universitetsmarxismen er, at påpege at også i den akademiske verden har Marx til stadighed været en inspirationskilde for en lang række tænkere, både som medspiller og som kritisk modspiller. Marx og marxismen har været en afgørende basis for en lang række teorier og tænkere og selv dem der har været i direkte opposition hertil, eller som har villet løsrive sig fra den, har til stadighed gjort det i en konfrontation og diskussion med både Marx selv og traditionen som fulgte. Det var tænkere, der udviklede teorier inden for en bred række af discipliner som ikke bare filosofi, sociologi, økonomi og samfundsvidenskab, men også inden for sprogteori, litteraturteori, æstetik, kunst osv. Hvis vi vil komme dybere i en forståelse af ikke bare disse teorier, men også de spørgsmål og grundlæggende problemstillinger de forsøger at forholde sig til, er det vigtigt at have blik for de kampe og de udfordringer den marxistiske tradition har peget på.

Kendetegnende for disse marxistiske teoretikere er således også, at de tager afstand til enhver form for fastfrysning af tanken. De viser hvordan traditionen efter Marx faktisk indeholder en kritiske tænkning som står i modsætning til den udbredte reducering af teorien til et koldt basis/overbygning-skema og en deterministisk form for historisk materialistisme. Marxismen og Marx er for dem en måde at forholde sig til det bestående og forsøge at tænke noget nyt og anderledes i et konstant forsøg på at overskride og komme længere, end der hvor vi er nu. Marxismen er således en teoretisk tradition, som altid har bevist sin relevans gennem en stillingtagen til og kritik af sin samtid og igennem stillingtagen til og inkorporering af forskellige fænomener som demokrati, masseforbrug og massesamfund, kulturindustri, feminisme og kvindebevægelsen, seksualitet, de nye medier og meget, meget mere.

Ydermere er mange af dem der underviser på universiteterne i dag, dem der er født i 1940erne, 50erne og 60erne. Marxismen var i høj grad nærværende på universiteterne i 60erne og 70erne, og dem der var i det måtte forholde sig til det på den ene eller den anden måde. Det er de færreste af dem der i dag underviser på universiteterne, der har udviklet deres tænkning, undervisning, forskning og liv uden at have haft en relation (positiv eller negativ) eller har måttet forholde sig til den marxistiske tradition. Og om man har været med, mod eller midt i mellem har den været afgørende for at skabe det tankeunivers vi befinder os i nu.

Og marxismen fortsætter den dag i dag med at være en bred, aktuel og levende tradition. Her tænkes særligt på tænkere såsom Slavoj Žižek, Alan Badiou, Jacques Rancière, David Harvey, Michael Hardt og Antonio Negri og mange flere. I denne antologi advokeres der dog for også at gå tilbage til den marxistiske tradition der kom før disse ny-marxistiske (eller post-marxistiske?) tænkere, netop fordi denne marxistiske tradition var grundlaget for disse tænkere. Ydermere var den marxistiske tradition læremester for og basis for en lang række andre teorier, som i dag er vidt benyttet og anvendt, men som vi ikke karakteriserer som ’marxistiske’ – her tænkes på teorier fra f.eks. Jürgen Habermas, Michel Foucault, Pierre Bourdieu og mange flere.

Marx er selvfølgelig også blevet taget op med et politisk formål for øje og er blevet brug i diverse politiske kampe og kontekster, hvilket også til dels er blevet dokumenteret her. Fokus ligger dog her – og i antologien – på den tænkningsmæssige side. Og pointen er, at selvom Marx har fået momentum ovenpå finanskrisen, så er der i Marx og den marxistiske tradition en teoretisk dybde og analysekraft, der rækker langt ud over den nuværende krise. En analysekraft og en teoretisk dybde, som ikke længere er særligt stærkt repræsenteret hverken på universiteterne eller i den offentlige debat. Måske er det pga. ’historiens afslutning’ og kapitalismens angivelige sejr og en generel kommunisme- og Marx-forskrækkelse og træthed efter murens fald. Men som tiden efter finanskrisen, med bevægelser som Det arabiske forår, Occupy Wall Street og Los Indignados, Democracia Real Ya!, har vist, så er historien begyndt igen. Demokrati er for eksempel ikke noget som har udviklet sig med historisk nødvendighed ud af kapitalismen. Derfor er der måske god grund til igen at genbesøge og Marx og den marxistiske tradition – særligt for os der født efter 1980 kan siges at tilhøre en generation, som ikke bærer byrden af personlig skuffelse eller vemodighed fra hverken ’68, den kolde krig, og stalinismens uhyrligheder. Marxismen har således været med til at forme historien, såvel som den selv er blevet formet af den, og for den moderne læser kan den idéhistoriske beskæftigelse med Marx og marxismen anskues som en prisme for en større historie- og samtidsforståelse.

Antologiens ærinde er at vise, hvordan Marx’ tænkning intellektuelt og idéhistorisk er blevet anvendt og videreført fra tiden lige efter hans død til sidste gang marxismen oplevede et større opsving i 1960’erne og 70’erne. Baggrunden for antologien er oprindeligt et kandidatseminar ved Aarhus Universitet med titlen ”Marxistiske strømninger i det 20. århundrede”. Antologien udspringer af denne forelæsningsrække. Antologien er netop udkommet på Bogforlaget Frydenlund som en del af serien Kritisk Teori og kan købes her og her.