Stævnemøde i München

Den 18. november i år er det 60 år siden, at den tyske filosof Martin Heidegger holdte sit aftenforedrag “Spørgsmål om teknikken”, der blev overværet af intet mindre end 3000 tilskuere, og igen skulle sætte teknikken (eller teknologien) på den filosofiske og åndsvidenskabelige dagsorden. Kasper Hedegård Schiølin og Søren Riis er aktuelle med antologien Nye spørgsmål om teknikken, hvor en række danske forskere – på 60-året for Heideggers teknikforedrag – stiller nye spørgsmål til teknikken. Baggrund bringer her et uddrag af antologiens indledning.

I midten af november 1953 kunne man i München opleve et opsigtsvækkende stævnemøde mellem kunsten og teknikken; to gamle flammer, der i løbet af historien langsomt og udramatisk havde sluppet deres incestuøse favntag for endeligt at glide helt fra hinanden i slutningen af det 18. århundrede, hvor det udtryksfulde romantiske subjekt ikke længere kunne rumme den på én gang proletariske, merkantile og objektivt-videnskabelige teknik. Heller ikke i den åndsvidenskab, som Wilhelm Dilthey udskilte fra naturvidenskaberne i kølvandet på den romantiske periode, var der plads til den prisgivne, og åbenbart åndløse, teknik.

Men i disse novemberdage for 60 år siden gjorde kunsten og teknikken altså nu igen forsigtige tilnærmelser til hinanden. Således havde Bayerischen Akademie der Schönen Künste arrangeret en foredragscyklus med titlen Die Künste im Technischen Zeitalter, som blev afholdt i Auditorium Maximum på Technischen Hochschule, München, hvis rektor, August Rucker, indledte med at byde gæsterne fra kunstakademiet hjerteligt velkommen. Dernæst fortsatte præsidenten for kunstakademiet, Emil Preetorius, med en kort præsentation af cyklussens tema. Alene titlen – Kunsten i den tekniske tidsalder – og samarbejdet mellem de to læreanstalter lod ane, at kunsten og teknikken måske alligevel havde et og andet at sige hinanden.

Arrangementet blev afviklet som aftenforedrag fra mandag den 16. til fredag den 20. november, og ifølge pressen, der dækkede det hele udførligt, var der tale om en ganske spektakulær begivenhed: Auditoriet var overfyldt, og blandt tilhørerne kunne man tælle prominente åndsaristokrater som Ernst Jünger, José Ortega y Gasset og Hans Carossa. Ja, ifølge en journalist fra München-avisen Abendzeitung mindede det hele mest af alt om premieren på en stor film! Foredragsholderne var dog langtfra ubeskrevne blade: Den indflydelsesrige katolske teolog Romano Guardini, den berømte nobelpristagende kvantefysiker Werner Heisenberg, digteren og filosoffen Friedrich Georg Jünger samt et par mere ukendte talere foredrog alle deres tanker om forholdet mellem teknikken, kunsten og ånden på disse novemberaftner i det overfyldte auditorium.

Men det var dog en endnu ikke nævnt foredragsholder, der både dengang og nu tiltrak sig den største opmærksomhed. Onsdag aften var auditoriet – samt flere tilstødende auditorier og lokaler, hvortil lyden blev transmitteret via højtalere – således fyldt til bristepunktet med over 3000(!) tilhørere, der var kommet for at høre Schwarzwald-filosoffen, til hvis rygte både hørte et glorværdigt tilnavn som den hemmelige konge af filosofien og en pinagtig fortid som opportun nazist. Ja, det var selvfølgelig Martin Heidegger, som den enorme menneskemængde var kommet for at høre, og i to timer bjergtog Heidegger således salen med foredraget “Die Frage nach der Technik”, der blev kvitteret med stående ovationer.

Teknikforedraget er siden blevet oversat til utallige sprog (herunder til dansk som “Spørgsmålet om teknikken” i 1995) og spiller ved siden af Heideggers hovedværk Sein und Zeit (Væren og tid 2007) fra 1927 en helt central rolle i Heidegger-receptionen. Filosofihistorisk betragtet må foredraget også tildeles en særlig opmærksomhed, idet det formåede at gøre spørgsmålet om teknikken til et relevant spørgsmål for filosofien og åndsvidenskaberne, hvorfra det ellers i takt med bruddet mellem kunsten og teknikken mere eller mindre havde været nægtet adgang.

I kølvandet på Teknikforedraget begyndte flere og flere filosoffer og huma- nister nu at interessere sig for teknikken, eller teknologien, sådan som vi ofte siger i dag. Denne nye interesse medførte blandt andet oprettelsen af forskellige humanistiske teknologifag, hvis grundlagsproblemer peger direkte tilbage til Heideggers foredrag i München. Endvidere er også udviklingen af disciplinen teknologifilosofi – der i dag er tydeligt aftegnet på det videnskabelige landkort med internationale konferencer, selskaber, tidsskrifter og antologier – ansporet af Heideggers foredrag, der her er den mest refererede og citerede kildetekst. Blot et opslag under Heidegger i indekset i en af de mange humanistiske bøger om teknologi, der i dag er på markedet, giver et tydeligt vink om, at betydningen af Heideggers 60 år gamle tanker om teknikken næppe kan overvurderes for udviklingen af den humanistiske teknologiforskning.

Receptionen af Teknikforedraget er dog langtfra entydig. Især i de sidste 20 år er foredraget blevet mødt med massiv kritik, ofte med henvisning til dets iboende pessimisme, essentialisme og mangel på empirisk fundering. Men selvom man kan være uenig i Heideggers jargon og metoder – og i hans ‘svar’, om man vil – er det vanskeligt, selv for de mest hårdnakkede kritikker, at afvise foredragets primære anliggende: at vise nødvendigheden i at spørge til teknikken.

Undervejs med spørgsmålet om teknikken

Ligesom Heidegger spurgte til teknikken for 60 år siden, spørger nærværende bog også til teknikken. Som sådan kan bogen betragtes som et slags jubilæ- umsskrift for “Spørgsmålet om teknikken” og dens antologiske og tværfaglige karakter som en skriftlig imitation af foredragscyklussen i München. Men snarere skal bogens insisteren på netop at stille nye spørgsmål om teknikken ses som et forsøg på at følge Heideggers opfordring i foredraget om at blive ved at spørge til teknikken, om at holde spørgsmålet om teknikken åbent. Snarere end et jubilæumsskrift for “Spørgsmålet om teknikken” er bogen derfor et hyldestskrift til spørgsmålet om teknikken; et spørgsmål, der på én gang er ældre og mere aktuelt end Heideggers foredrag, hvilket Heidegger formentlig ville være enig i.

I både myterne og den antikke filosofi møder vi således spørgsmålet om teknikken. Platon, Aristoteles, Hesiod, Homer og Ovid kendte det alle og gav det på mere eller mindre allegoriske måder plads i deres værk. Men lige så gammelt spørgsmålet er, lige så aktuelt er det også: Siden Prometheus stjal ilden – denne urteknologi – fra guderne og skænkede den til menneskeheden, og siden uringeniøren Dædalus byggede vinger til sig selv og sin søn Ikaros, er forholdet mellem mennesker og teknik (eller teknologi) kun blevet mere og mere sammenfiltret. Ja, hvem kan forestille sig blot en enkelt dag uden vores højtskattede tekniske anordninger, og det vil ikke blot sige uden vores computere og mobiltelefoner, men også uden alt det andet som ikke ville være uden teknikken: asfalt, huse, tøj, fødevarer, cykler osv.? Man kunne også spørge mere generelt: Findes der overhovedet en ren menneskelig væren, altså en væren uden teknikken? Og dersom et sådant nøgent og af teknikken ubesmittet menneske fandtes, ville det da ikke være ganske handicappet og rangere lavt – ja, måske endda allernederst – i naturens brutale hierarki?

Gudskelov er dette blot banale tankeeksperimenter! Teknikken står til vores rådighed. Den er højtudviklet og har længe sikret os rollen som sejrherrer i det brydsomme livtag med naturen. Og dog: Teknikken er jo en stjålet gave; den filantropiske titans ‘hårde pakke’ var hybris, Ikaros’ vinger ligeså, og hybris straffes som bekendt med nemesis. Således blev den ild, der skulle forbedre menneskets vilkår, betalt af alverdens plager, sygdomme og ondskab, ligesom de vinger der skulle befri Ikaros, endte med at koste ham livet, da han animeret af det tekniske vingesus overmodigt fløj af sted mod solen.

Men selvom disse høje priser for teknikkens forberedende og befriende potentialer blev udstedt i mytisk tid, betaler vi på ganske konkrete måder stadig af på dem, og det uden nogen gældsindfrielse for øje. Livtaget med naturen lader undertiden til at være et ubrydeligt kvælertag om både mennesker og natur, der i mere end én forstand giver begge åndenød: Luften er overmæt af CO2, havet af mikroplast, jorden af pesticider osv. Mennesket lider også under denne sin naturlige stridspartners åndenød, vi indånder den forurenede luft, spiser plastikfiskene og de giftbefængte grøntsager.

Men den menneskelige åndenød viser sig også ved, at vi anskuer hele miseren som et teknisk problem, som noget en ny og smart teknologi i nær fremtid vil råde bod på. Mennesket, naturen, lidelsen, tiden og rummet – alle de problemer, som tænkningen fra tidernes morgen har beskæftiget sig med – er blevet til tekniske problemer, og tænkningen er følgelig blevet til en slags teknologiudvikling, til ingeniørens tjenestepige.

Det var denne sidste form for åndenød, der ansporede Heideggers spørgsmål om teknikken. Alt værende, foredrager Heidegger, forstår vi i dag teknisk, dvs. som disponible ressourcer, der kan sammensættes og manipuleres til løsningen af dette eller hint problem. Hildet i denne tekniske værensforståelse og sysselsat med alle hånde tekniske problemer, opdager vi ikke, at det værende, inklusive os selv, også er noget andet. Ja, at det først og fremmest blot er; vi har med andre ord glemt væren, sådan som et af de mest tydelige ekkoer fra Heideggers omfattende forfatterskab klinger. Således er det altså ikke teknikkens muligvis dødsensfarlige potentiale, der er problemet, eller faren, sådan som Heidegger udtrykker det. Nej, faren er, at vi ikke forstår det væsentlige ved teknikken, altså, at den er den værensforståelse, som vi i dag er hildet i.

Således, kort fortalt, Heideggers diagnose. Men foredraget ender ikke i den rene fortvivlelse over denne tingenes sørgelige tilstand. Hen mod afslutningen modulerer foredraget fra mol til dur gennem et citat fra den tyske digter Friedrich Hölderlins digt “Patmos”. Med Hölderlin konstaterer Heidegger således: “Men hvor faren er, vokser/ Også det reddende” og antyder dermed en redning, der muligvis kan løsne teknikkens åndenødsfremkaldende kvælertag. Det drejer sig, som man fornemmer i foredragets titel, i al sin enkelhed om at spørge i stedet for at svare, og det vil sige om at tænke over teknikken i stedet for blot at teknologiudvikle. At spørge er det, der lutrer ånden, det, der driver tænkningen og gør den sand, eller som den sidste linje i foredraget lyder: “For at spørge er tænkningens fromhed”.

Spørger man, sådan som Heidegger altså gør det, finder man blandt andet ud af, at teknik og kunst er beslægtede; de udspringer af det samme ord techne. Ligesom kunsten afdækker eller åbenbarer det værende for os på bestemte måder, gør teknikken det også. Men dette opdager vi ikke, al den stund teknikken kun forstås som redskaber, der muligvis forbedrer og muligvis forringer vores liv; da forbliver teknikkens væsen – at den afdækker det værende, at den er en værensforståelse – skjult.

Nye spørgsmål om teknikken er altså tilskyndet af Heideggers opfordring til tænkningen om at genoptage – eller, skulle man sige fortsætte – spørgsmålet om teknikken. Modsat svaret er spørgsmålet nemlig altid undervejs, og dét ofte ad erkendelsens mest ufremkommelige og snoede stier, langt borte fra køerne af svar på sandhedens tætbefærdede motorveje. Således stiller alle bogens 19 kapitler hvert et originalt og væsentligt spørgsmål om teknikken. Nogle kapitler lægger sig tæt op ad Heideggers spørgen, imens andre spørger på helt nye måder og med udgangspunkt i andre fagområder end filosofien. Nogle spørgsmål kredser om en (teknologi)filosofisk problemstilling, andre om konkrete teknologiske artefakter og problemstillinger, og andre igen om historiske og nutidige tendenser i forholdet mellem mennesker og teknologi. Men trods faglige og metodiske forskelle er alle bidragene kendetegnet ved spørgsmålets åbenhed, derved at spørgsmålene åbner og problematiserer teknikken på nye og overraskende måder, der animerer læseren til selv at spørge videre, til selv at indlade sig på denne endeløse cirkelvandring om titanens problematiske gave.

Således må vi også konstatere, og muligvis skuffe, en og anden læser, at bogen ikke løser ét eneste af verdens utallige tekniske problemer med et in- novativt svar. Tværtimod udfordrer bogens mange spørgsmål om teknikken netop denne tidens rasende svartrang, skaber en kunstpause midt i den tekni- ske impetus, et lille tankereservat væk fra innovationsiveren, den bestandige jagt på teknologiske fix og de fetichagtige forventninger til teknologien.

Kasper Schiølin og Søren Riis er aktuelle med bogen Nye spørgsmål om teknikken. Der er reception for bogen i Politikens Boglade d. 5. december kl. 17, hvor der bydes på et par oplæg fra tre af bogens forfattere, et glas vin – og ikke mindst bogen til nedsat pris. Det samme finder sted i Århus d. 20 november kl. 20 på Løves Bogcafé.